Stålfremstilling i elektrisk lysbueovn er baseret påelektroderat generere lysbuer, så elektrisk energi kan omdannes til varmeenergi i lysbuen, smelte ovnens belastning og fjerne urenheder som svovl og fosfor, og tilsætte nødvendige elementer (såsom kulstof, nikkel, mangan osv.) til smeltet stål eller legering med forskellige egenskaber. Elektrisk energiopvarmning kan præcist styre ovnens temperatur og producere lavtemperatur spildgas. Varmeeffektiviteten af lysbueovnen er højere end konverterens.
Teknologiudvikling har en omkring 100 år lang historie inden for stålproduktion med elektronisk fiberoptisk fiber (EFA), selvom andre metoder altid står over for udfordringer og konkurrence inden for stålproduktion, især påvirkningen fra højeffektiv iltstålproduktion, men andelen af stålproduktionen fra EAF-stålproduktion i den globale stålproduktion stiger stadig år for år. I begyndelsen af 1990'erne tegnede stål produceret af EAF sig for 1/3 af den samlede stålproduktion på verdensplan. I nogle lande var EAF den vigtigste stålproduktionsteknologi, og andelen af stål produceret ved smeltning af EAF var 70 % højere end i Italien.
I 1980'erne blev EAF-stålproduktionen udbredt inden for kontinuerlig støbning, og gradvist blev der dannet en "energibesparende produktionsproces" med forvarmning af skrot, elektrisk lysbueovn, smeltning, raffinering, kontinuerlig støbning og kontinuerlig valsning. Lysbueovne bruges primært til hurtig udstyrsskrot som råmateriale til stålfremstilling. For fundamentalt at overvinde den ultrahøje effekt AC-lysbueovns ustabilitet, trefaset strømforsyning og strømubalance samt alvorlig påvirkning af elnettet, blev DC-lysbueovne undersøgt og taget i brug i industriel anvendelse i det første århundrede.
I midten af 1990'erne blev DC-bueovne, der kun bruger én rot af grafitelektroden, meget udbredt i verden i 90'erne (2 sammen med nogle grafitelektrode-DC-bueovne).
Den største fordel ved DC-bueovne er at reducere forbruget af grafitelektroder markant. Før slutningen af 1970'erne var forbruget af grafitelektroder i en AC-bueovn 5-8 kg pr. ton stål, hvoraf omkostningerne til grafitelektroder udgjorde 10 % af de samlede stålomkostninger. Selvom der blev truffet en række foranstaltninger, faldt forbruget af grafitelektroder til 4-6 kg, eller 7-10 % af produktionsomkostningerne. Ved at bruge højtydende og ultrahøjtydende stålfremstillingsmetoder reduceredes elektrodeforbruget til 2-3 kJ/T stål. I DC-bueovne, hvor der kun bruges 1 grafitelektrode, kan grafitelektrodeforbruget reduceres til 1,5 kg/T stål.
Både teori og praksis viser, at forbruget af grafitelektroder pr. enkeltstående ovn kan reduceres med 40 % til 60 % sammenlignet med en AC-bueovn.
Opslagstidspunkt: 6. maj 2022